Sommerferieværksted MUUH!
I skolernes sommerferie lørdag den 29. juni - søndag den 11. august vil der hver dag i museets åbningstid være fri adgang til det kreative værksted MUUH!
Her kan børn og voksne skabe deres egne tekstilcollager med ko-skabeloner, saks og lim, nål og tråd. Foruden udstillingens mange værker med koen i centrum, kan man lade sig inspirere af de gamle mejerireklamer, som hænger i værkstedet. Der vil være bogstaver, som kan sys og limes på, så egne budskaber om den følsomme, drøvtyggende og til tider udskældte ko kan komme frem.
Var man blandt sidste års sommergæster, der tilbragte timer i det kreative værksted i Alfons Åberg-udstillingen, så vil man også elske at besøge denne sommers ferieværksted MUUH!
Værkstedet er udviklet i samarbejde med kunstner Sisse Hoffmann og vil hver dag være bemandet med en kreativ vejleder kl. 11-14.
Velkommen til gæster i alle aldre - vi ses på muuuuuhseet!