Europa Anguissola
Portræt af kunstnerens svigermor, 1571-1578
Olie på lærred, 98 x 78 cm.
Inventarnummer: 0002NMK
Købt, 1911

 

En ældre kvinde sidder i en armstol af træ og ser ud på beskueren. Hun er klædt i en lang, mørk klædedragt af norditaliensk udseende. Over den stramme midterskilning bærer hun et hovedklæde og et transparent slør. Ansigtet er særpræget med de smalle læber og dybe, runde øjenhuler. Hendes udtryk er alvorligt, bevidst og samtidig mildt og årvågent. Portrættet har mange maleriske kvaliteter og fine detaljer som beskrivelsen af huden i ansigtet, på hænderne og læberne, der er malet med fine pensler og ganske tynde malingslag tonet med rosa, blåt og grønt. Denne farvekombination, hvor de subtile skygger fremstår grålige, giver en sanselig fornemmelse af den fine, pergamenttynde hud.

Da Nivaagaards Malerisamlings stifter Johannes Hage købte billedet i 1912, hvor det bar titlen Portræt af gammel kvinde, troede man, at det var Sofonisba Anguissolas (ca. 1532-1625) sidste selvportræt. I 1990’erne blev forskerne imidlertid i tvivl om, hvorvidt Sofonisba var kunstneren, og værket blev i stedet tilskrevet 'Søstrene Anguissolas Kreds'. Værket er fra den italienske renæssance, men nogle af dets detaljer er mindre udførlige, end Sofonisba ville have malet dem, og den portrætterede kvinde er meget ældre, end Sofonisba var på det tidspunkt, det blev malet.

I forbindelse med museets arbejde med særudstillingen Sofonisba - Historiens glemte mirakel i 2022, nåede forsker Michael Cole frem til, at det er Sofonisbas søster Europa Anguissola, der er kunstneren bag portrættet, som forestiller hendes svigermor Bianca. Læs pressemeddelelsen 25.10.22 i forbindelse med opdagelsen.


 

Europa Anguissola

Europa Anguissola (ca. 1542-1578) blev oplært i malekunsten af storesøsteren Sofonisba Anguissola, der blev berømt i samtiden for sin livagtige og indlevende kunst og desuden var hofdame og tegnelærer for den spanske dronning Isabel af Savois. Begge søstre var født i Cremona, Norditalien, i en adelsslægt, og også Europa udførte mange glimrende portrætter fra en ung alder, som blev rosende omtalt af Giorgio Vasari i forbindelse med dennes omtale af Sofonisba. Europa Anguissola giftede sig med adelsmanden Carlo Schinchinelli.

Portrættet i Nivaagaards Malerisamling kendes nu som ét af kun tre sikre overlevende værker af Europa Anguissola. Det er det eneste af Europas malerier, der findes i en offentlig samling, hendes eneste verdslige værk og eneste kendte værk uden for Italien. De to øvrige værker er altertavler i italienske kirker.

FØLG OS PÅ instagram

FOLLOw us on instagram