Hans Hansen, tilskrevet (1769–1828)
Portræt af Bolette Puggaard, f. Hage (1798–1847), ca. 1823
Olie på lærred
Bolette Puggaard f. Hage var købmandsdatter fra Stege på Møn og faster til stifteren af Nivaagaards Malerisamling, Johannes Hage. Bolette giftede sig i 1816 med handelsmanden Hans Puggaard, og deres fælles hjem blev et centralt mødested for tidens kunstnere, politikere og kulturpersonligheder. Bolette var selv kunstner og fik i 1830 privat undervisning af professor C.W. Eckersberg. Portrættet her ligner et andet portræt af Bolette signeret af Hans Hansen, som nok også står bag dette. Hans Hansen var far til guldaldermaleren Constantin Hansen, som Hans og Bolette Puggaard var mæcener for, og som i øvrigt senere udsmykkede Bolette Puggaards kiste.
Erhvervet 2025.

