Om Barokken

Samlingen

Kunsten i det 17. og 18. århundrede var generelt stemt i et højere toneleje end renæssancekunsten. Udtrykket var mere blomstrende og farverigt, linjerne mere bølgende, den dekorative tendens mere fremherskende og de stoflige virkninger rigere. Samtidig dyrkede kunstnerne modsætningen mellem lys og mørke i højere grad. Her var den italienske kunstner Caravaggio (1571-1610) en markant forløber med sine voldsomme og realistiske motiver med religiøse temaer. Hans malerier fra omkring 1595 og frem besidder en særlig dramatisk lyssætning mod en mørk baggrund. Et effektfuldt træk, der højner det teatralske, intense og øjebliksbetonede ved motivet.

KONTRAST OG DYNAMIK

Kontraster, appel til følelserne, dramatik, bevægelse og friere penselføring er nogle af de fællestræk, der kendetegner barokken. Føj dertil illusionistiske og dekorative tendenser, samt en rigere kolorit og overvældende pragtglæde. I dag bruges ordet ”barok” ikke alene som betegnelse for en kulturepoke, men også som et stilistisk begreb, der karakteriserer den kunst og arkitektur, der kort før 1600 opstod i Italien, blomstrede der indtil midten af det 18. århundrede, og bredte sig især til Nederlandene, Tyskland, Centraleuropa og Spanien. Barokkens kunstproduktion var udtryk for forskelligartede udviklingsforløb, der overordnet kan inddeles i tre primære retninger, nemlig den klassisk idealiserende, repræsenteret ved en kunstner som Nicolas Poussin, den realistiske som Caravaggio eller Rembrandts værker, og den dekorativt virtuose, som for eksempel Rubens malerier eller Borrominis arkitektur. På Nivaagaards Malerisamling er den barokke periode rigt og varieret repræsenteret ved både landskaber, portrætter og genremalerier fra Nederlandene og Italien.

IDEALLANDSKABET

I Rom dyrkede de klassicistiske malere ideallandskabet. Genrens forudsætninger kan føres tilbage til renæssancen, men den kunstner, der skabte traditionen for dets udformning i det 17. århundrede, var den bolognesiske maler Annibale Carraci (1560-1609). Han arbejdede i næsten 30 år i Rom, hvor han udførte en række landskaber behersket af en lyrisk romantisk stemning og poetisk religiøs tematik. Den form for landskabsmaleri, som særligt i Rom blev videreudviklet af adskillige malere i 1600-tallet, hvilede blandt andet på mødet mellem tegnede naturstudier fra Roms omegn og anvendelsen af et overleveret kompositionsskema. Den franskfødte maler Claude Lorrain, der kom til Rom som ganske ung, blev i barokken den ypperste repræsentant for netop denne type landskabsmaleri. Johannes Hage erhvervede et storslået eksempel til sin samling.

BAROKKEN I NEDERLANDENE

De sociale og samfundsmæssige forandringer havde stor betydning for kunstens og kunstnernes udvikling i de forskellige dele af Europa. I det protestantiske Holland, hvor hverken hoffet, aristokratiet eller kirken længere afgav bestillinger af betydning, indtog borgerskabet en ny central stilling i samfundet. I lighed hermed begyndte også middelklassen at spille en afgørende rolle som aftagere af kunstværker. Portræt, landskabs og genremalerier fik for første gang en betydningsfuld plads side om side med malerkunstens traditionelt finere kategorier, hvis emner hentedes fra biblen, den klassiske historie og mytologi. Det hollandske maleri i det 17. århundrede er et rigt nuanceret kapitel i kunstens historie. På Nivaagaards Malerisamling findes en lang række fine eksempler på den meget forskelligartede kunst, der blev produceret i barokken i Nederlandene. Rembrandts dameportræt indskriver sig for sin del i fortællingen som en af kunsthistoriens største kunstnerskikkelser nogensinde. Værket udmærker sig blandt andet ved sin dæmpede kolorit og den fine lyssætning mod den mørke baggrund, som mange barokportrætter blev udført på. Samtidig er kunstnerens indgående undersøgelse af det særegne ved den portrætterede samt fraværet af et fastlagt skønhedsideal nogle af de træk, der kendetegner værket som typisk for perioden. Andre barokke værker i samlingen er Meindert Hobbema og Salomon van Ruysdaels landskaber. Begge er de fine eksempler på, hvordan man i landskabsmaleriet i Holland søgte sine motiver i øjenhøjde med den nære, lokale natur. Selvom meget forskellige i både udtryk, tematik og penselføring, er begge malerier dog også en skildring af den verden af stilhed, hvor koloritten er nedtonet og paletten ofte mørkstemt, der lever i meget af det 17. århundredes flamske billedkunst.

FØLG OS PÅ instagram

FOLLOw us on instagram