Wilhelm Marstrand
Selvportræt, ca. 1870
Tegning, blæk og lavering, 140 x 110 mm
Inventarnummer: 0273NMK
Doneret af Adam Grandjean, kunstnerens tipoldebarn, i 2026
Wilhelm Marstrand er den mest repræsenterede kunstner på Nivaagaards Malerisamling, med især humoristiske folkelivsskildringer og vellignende portrætter af ikke mindst familien Hage, som han portrætterede tre generationer af. Selvportrættet her er udført af 60-årige Marstrand, få år inden hans død. Han fremstiller sig selv med foroverbøjet kropsholdning og panden rynket i en alvorlig mine. Trods alvoren fremstår penselstrøgene både lette, levende og flygtige i blandingen af blæk og akvarel.
Wilhelm Marstrand (1810-1873)
Marstrand var blandt C.W. Eckersbergs elever og var, som den eneste af disse, meget optaget af det fortællende og illustrerende maleri. Marstrand dyrkede genremaleriet, litterære motiver, portrætmaleriet samt i de senere år historiemaleriet. Han var meget brugt som portrætmaler og malede blandt andet en række portrætter af medlemmerne af familien Hage. Marstrand rejste gennem hele sit liv i de store europæiske lande som Italien, Frankrig, Tyskland og England. Han var i særlig grad optaget af Italien, hvor han opholdt sig i en årrække. Herfra blev han storleverandør af pudsige, rørende, ofte morsomme eller ironiske skildringer fra det italienske folkeliv, der fascinerede ham.

