En af de frodigste perioder i nyere dansk historie var første halvdel af 1800-tallet. Både politisk, videnskabeligt og kulturelt var det en brydningstid. De første årtier var dramatiske da et hav af ulykker regnede ned over landet. Slaget på Reden i 1801, englændernes bombardement af København og tabet af flåden i 1807. I 1813 gik staten bankerot og den økonomiske krise varede frem til sidst i 1820’erne. Det store slag fik landet, da Norge i 1814 måtte afstås til Sverige. Mærkværdigvis afføder trange tider ofte kreativitet og nytænkning, og på dette punkt var disse årtier ingen undtagelse. Inden for kulturlivet oplevede man en opblomstring som aldrig før, og perioden har i eftertiden fået navnet Danmarks guldalder.
Den store stjerne på guldalderhimlen var billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, der som den eneste af de danske kunstnere opnåede stor international berømmelse. Han levede hele 40 år i Rom, og her var han en slags faderskikkelse for de mange unge, danske kunstnere, der tog til Italien for at studere. Thorvaldsen havde formået at skabe sig en stor international kundekreds, han drev et stort værksted i Rom, og hans omfattende virksomhed vakte beundring. Herhjemme var det især C.W. Eckersberg, der kom til at spille en væsentlig rolle inden for malerkunsten. Han er blevet kaldt ”den danske malerkunsts fader”, fordi han var den første, der dannede egentlig skole. Efter sin store udenlandsrejse, der varede seks år, blev Eckersberg professor på Kunstakademiet i København i 1818. En række af hans elever var de kunstnere, vi i dag betragter som guldalderens bedste, f. eks. Christen Købke, Martinus Rørbye, Constantin Hansen, Jørgen Roed og Wilhelm Marstrand. Selv de af de yngre kunstnere, som ikke var direkte elever af Eckersberg, kunne ikke undgå at blive påvirkede af ham. Det gælder for eksempel malere som J. Th. Lundbye og P.C. Skovgaard, der begge i deres landskabsskildringer var påvirket af den nationalromantiske tidsånd. N.L. Høyen var en anden betydningsfuld personlighed, der fik stor indflydelse på de unge kunstnere i Danmark. Han var den første egentlige kunsthistoriker i Danmark, der medvirkede til at tegne faget som veldefineret videnskab med klare grænser til historie og filosofisk æstetik. Høyen fik en særlig betydning for den nationalromantiske bølge i begyndelsen af 1800-tallet, hvor fædrelandet var centralt. Høyen plæderede for, at kunstnerne skulle male landskabet og de nationale monumenter hjemme i Danmark i stedet for eksotiske motiver i udlandet.
Guldalderkunsten er præget af en borgerlig livsanskuelse, og det var i høj grad også de velhavende borgere, der købte billederne i modsætning til tidligere, hvor det hovedsageligt var kongen og adelen. Karakteristisk er også den omhyggelige iagttagelse af det nære, det private og det hverdagsagtige. Skønt historiemaleriet med bibelske og mytologiske motiver stadig rangerede højst på Kunstakademiet, fandt kunstnerne en større glæde ved at skildre deres daglige omgivelser, hvilket de gjorde på en nøgtern og sober måde. Men den største nyskabelse i tidens kunstproduktion var uden tvivl friluftsmaleriet. Kunstnerne begyndte at male deres billeder færdige ude i naturen foran motiverne, hvorved de opnåede en hidtil uset friskhed og spontanitet i deres motivverdener og en mere intens farveskildring. I 1848 døde tre af periodens største kunstneriske begavelser. Det var Christen Købke, Martinus Rørbye og J. Th. Lundbye, sidstnævnte blev kun knap 30 år. I 1853 forsvandt også C.W. Eckersberg, der døde under koleraepidemien i København, og dermed var nogle af guldalderens vigtigste kunstnerpersonligheder borte. En ny generation af kunstnere tog over og satte nye standarder for det kunstneriske udtryk. Samtidig med dette generationsskifte indenfor kunsten fik Danmark sin grundlov og en ny forfatning. En ny epoke var begyndt. For flere af Johannes Hages guldaldermalerier gælder det, at vi ikke kender det eksakte erhvervelsesår. Nogle af dem arvede han ved forældrenes død, og nogle købte han selv på auktion. I modsætning hertil ved vi præcist, hvornår de udenlandske malerier er anskaffet, hvor de er købt og for hvor meget. Dette forhold kan enten skyldes, at den udenlandske samling betød mere for Johannes Hage, eller også er forklaringen den, at han i perioden 1870 til 1896 endnu ikke havde besluttet sig for at skabe en samling i museumsøjemed. Derfor foreligger der ikke oplysninger om en stor del af de danske maleriers erhvervelseshistorie og proveniens før efter 1896, hvor hans indsamling af kunst blev mere systematisk.