Mange tak til jer, der er kommet i dag for at fejre grundloven og forhåbentlig også se den vidunderlige udstilling om frihed og kærlighed herinde på Nivaagaards Malerisamling.

Mit navn er Stine Kendal, og dette er min første grundlovstale. Da jeg jo ikke kan vide, om der nogensinde kommer flere, så i dag vil jeg tale om netop det vigtige - frihed og kærlighed. Disse ganske små temaer skal jeg nok koncentrere, så I også kan nå at se udstillingen. Og vi slutter med en sang – så der er noget at se frem til.

På en anden mærkedag for en måned siden, den 5. maj, fejrede Danmark 80 år for befrielsen.

På Dagbladet Information - hvor jeg er direktør - markerede vi samtidig 80 år for avisens grundlæggelse. Vi tillader os at fejre vores oprindelse i modstandsbevægelsen, selvom vores hæve-sænkeborde og frugtordning i dag ikke ligner frihedskampens frontlinje. Den frontlinje som vores forgængere stod på under besættelsen, hvor de i 1943 dannede et illegalt nyhedsbureau, og skrev, hvad der virkeligt skete i Danmark

En af vores forgængere hed Birger Mouritsen. Han var kontorassistent i et VVS-firma på Rådhuspladsen til dagligt. På en juni-dag i 1944 - var han til møde på en restaurant i Tivoli. Her blev han taget af Gestapo, da han udgav sig for at være Informations leder, Børge Outze.

Børge Outze kunne derfor fortsætte med at forsyne modstandsbevægelsens blade, kongehuset og også udlandet med de ægte nyheder, som aviserne ikke kunne skrive under besættelsen. Det var Informations nyheder, der var ved at blive læst højt den 4. maj om aftenen på BBC, da Johannes Sørensen blev afbrudt af frihedsbudskabet.

Det er endnu af grundene til, at jeg er ydmyg over at få lov til at stå her og tale om frihed. For Birger Mouritsen døde i lejren Neuengamme i november 1944, da han var 23 år. Han vidste ikke, at det blandt andet var hans modstandsarbejde, der sikrede Danmark en plads på den rigtige side af historien.

Man ved aldrig, hvilket tidspunkt i historien, man deltager i. Det ved vi heller ikke i dag. Vi er afhængige af dem, der kom før os. Og dem der kommer efter os, bliver påvirkede af, om vi i dag gør det rigtige – ofte sammen med andre.

Vi var jo slet ikke kommet i gang med at tale frit i Danmark, hvis det ikke var for grundlovens fædre. Stemmeretten og også taleretten var ikke tilgængelig for mig, hvis det ikke var for de mange organisationer og fællesskaber, der herefter skaffede valgretten til kvinder.

Jeg er nu på 9. år den eneste kvindelige dagbladsdirektør i Danmark. At få givet ordet og at nogen vil lytte er en gave, jeg stadig er taknemmelig for. Tak fordi I er kommet.

Grundloven er fra 1849, kvindernes stemmeret fra 1915. Og omkring 1. verdenskrig blev den frie verdens rummelighed udvidet af bl.a. de kunstnere, I kan se på udstillingen Bloomsbury – kunsten at leve.

Bloomsbury-gruppen var pacifister under første verdenskrig. De kunne sammen med mange andre tro, at fred var skyttegravenes lektie.

Men de lærte, og vi er ved at lære – at vi som mennesker hele tiden skal lære det samme. Frihed bliver ikke givet til os, det er noget, vi sammen skaber.

Hvis man elsker frihed og kærlighed er der nok at bekymre sig om i juni 2025 – også en del, grundlovens fædre ikke overvejede. Oversvømmelse og tørke. Ondsindede algoritmer, der koloniserer vores opmærksomhed. Kunstig intelligens, som nogle forudsiger en dag vil føre krig mod os. Og stadig den helt gammeldags krig med bomber, granater og skyttegrave.

Men der er også meget, der kan fortælle os, at det gør en forskel, hvad vi gør.

11 måneder efter, at Birger Mouritsen blev arresteret, indtog Børge Outze og omkring 60 bevæbnede modstandsfolk Informations nuværende adresse i Store Kongensgade. Og allerede den 4. maj om aftenen var Børge Outze i gang med at få den gamle tyske rotationspresse til at virke. På trykpressen havde danske nazister i årevis trykt avisen Fædrelandet. Nu skulle den trykke første udgave af Dagbladet Information. Det er både ret lavpraktisk og højstemt abstrakt at få sådan en avis til at udkomme.

I det lokale har vi kantine i dag og fejrer til hverdag friheden med at spise frokost sammen cirka klokken halv tolv. Vi samler ofte læsere og andre til samtaler og debatter her.

Når Børge og de andre ville udgive en ny avis, var det fordi, de mente, at alle eksisterende aviser i Danmark havde svigtet demokratiets idealer ved at censurere sig selv - og lade sig censurere under besættelsen.

Modstandsbevægelsen kæmpede mod nazisterne – ja. Men de sloges også imod de politiske partier og andre med autoritet, der var gået meget langt ned ad den pragmatiske samarbejdsvej.

Som Børge Outze skrev i 1970: "Modstandsbevægelsen opstod i kvalmende afsky mod den politik, som gik ud på, at man bare skulle hytte sig." Her 25 år efter krigen konkluderede han også, at modstandsbevægelsen tabte kampen om historien til samarbejdspolitikerne.

Men i maj 1945 var han stadig optimist. Han ville lave en avis, der var uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser. Og han troede, at mange ville være med. Der var så mange journalister fra alle de gamle dagblade, der havde skrevet illegale nyheder under besættelsen. Men langt de fleste gik i maj 45 tilbage til deres sikre stillinger. Det var kun de yngste - avisbudene – fra hans oprindelige avis Nationaltidende, der stillede op, da den nye avis skulle deles ud.

Det fik den unge chefredaktør på 33 til at beholde en sund skepsis overfor autoriteter og magelighed resten af sit liv.

Da et medlem af Berlingskes overbestyrelse kort efter krigen foreslog en institution, der skulle værne om pressefriheden, sagde Outze nej tak. Han skrev:

”Vi tror slet ikke på, at en institution af den art kan værne pressefriheden. Denne frihed trues nemlig indefra, af pressens egne folk, inklusive dens ejere.

Den trues af intolerance, partifanatisme, kapitalhensyn, annoncehensyn, kort sagt: af hensyn… Og pressefriheden sikres ikke af institutioner, men af en vilje hos pressens egne folk til i krig og fred, i medgang og modgang … at sikre ytringsfrihedens talerør."

Og så skriver han nok så vigtigt: "Pressefriheden er viljen til at lade sine modstandere komme til orde."

For frihed er ikke fred til at være enige. Det er også at diskutere, at samtale, at være uenige. Bloomsburygruppens venskab formes og styrkes af samtaler – inspireret af den britiske kunst at debattere og være uenige, at mødes om at strides. At samles om det frie ord.

Tilbage til Information i maj 45. Også her er forskellige former for modstandsgrupper med, da huset bliver indtaget den 4. maj om aftenen. Både kommunisterne, det nationale Dansk Samling og Informations venner i den borgerligt-liberale modstandskamp møder op på adressen.

Information har en lejekontrakt på huset allerede, men er med på at dele lokaler de første dage. Og derfor sidder forskellige redaktioner og skriver, da der den 5. maj skydes gennem vinduerne fra Gestapo-bygningen overfor i Store Kongensgade. Alle kaster sig ned på gulvet. Den eneste, der bliver siddende, men kuglerne flyver, er digteren Poul Sørensen, kaldet Poeten, der skriver for Dansk Samlings avis Morgenbladet.

Da der er ro igen, sidder han stadig ved skrivemaskinen og på papiret står nu et lille digt:

Fred, men ikke Dorskheds sløve Ro.

Frihed, saa det levende kan gro.

Ønsk, at Freden bliver en stridig Fred.

Liv er det, at Kampen varer ved.

Livet gror; men vi har langt igen.

- Menneske, bliv Menneske igen.

(Det kom selvfølgelig på forsiden af avisen næste dag).

Den livsnødvendige plads til uenighed – den markeres her i digtet. Jeg er ikke selv den bedste til at være uenig eller til at blive kritiseret for mine egne holdninger. Men jeg er overbevist om, at vi bliver bedre af det. Og at vi ikke må pande hinanden ned i den offentlige debat, også selvom vi synes, andres ytringer er krænkende eller urimelige.

Virginia Woolf, der var central i Bloomsburygruppen, skriver sådan her om at samtale, om kommunikation:

"Kommunikation er sandhed; kommunikation er lykke. At dele er vores pligt; at være modige og bringe de skjulte tanker frem i lyset - også dem, som er de mest sygelige; ikke at skjule noget; ikke at foregive noget; hvis vi er uvidende, at sige det; hvis vi elsker vores venner, at lade dem vide det."

For Bloomsburygruppen var det vennerne, der betød noget. Det var de mennesker, man knyttede sig til, der skabte det gode liv. Ikke stive klasser eller at leve op til samfundets normer."

For Børge Outze var klasse og rang også lige meget. Det var handlinger, der betød noget. Han skriver om dem, der gjorde en forskel:

”Pressefrihedens forkæmpere var de pølsemænd, ty¬pografer, kontorister, journalister etc., som drejede duplikatoren under krigen, mens overbestyrelserne dukkede hovederne.”

Han kunne også have skrevet – de digtere. For en del kunstnere skrev i det illegale Information. Tove Ditlevsen revser i sidste nummer det tavse Danmark, blandt andet med ordene: ”ingen kan dømmes og straffes for slet ingenting at have gjort.”

For det frie ord er ikke kun til kampen. Det frie ord er også til kunsten. Det frie ord er også til kærligheden. Til at udtrykke os om, hvad vi tror på, hvem vi elsker, hvad vi er bange for, og hvad vi ønsker os – uden angst for at blive forfulgt, fordømt eller lukket ude.

Der er ord, der skærper vores opmærksomhed på, hvad der er farligt. Der er ord, der trøster os i samvær med hinanden. Der er også ord, der minder os om, hvad det kræver at være bløde mennesker i en hård tid.

Endnu en forfatter, Sigurd Hoel, er trykt i det sidste illegale Information 5. maj: Han skriver:

"Den brutale tid brutaliserer os. Under kampen, af hensyn til kampen, finder vi os i en mængde tvang – og øver selv tvang..." Han skriver, at for nazisterne er dette meningen – men ”for os andre burde denne art af tyranni helst ikke blive en behagelig vane.”

Tværtimod skal vi prøve at holde vores hjerter åbne: Som Informations journalist Anna von Sperling skrev i avisen forleden, så er empati blevet et skældsord i Trumps USA. Medmenneskeligheden udlægges som en feminin egenskab. Og det er ikke positivt ment. F.eks. kalder Elon Musk empati ”den vestlige civilisations grundlæggende svaghed”.

Anna skriver, at når Trump og company øver sig i gøre hjerterne hårdere, så må vi andre insistere på det modsatte, se andre som os selv og holde hjerterne varme.

Jeg ser angreb på omsorg, næstekærlighed, kunst, kultur, forskning og journalistik – som en del af det samme. Et angreb på vores frihed.

Derfor vil jeg tale for, at venlighed i dag måske er en af vores stærkeste veje til aktivisme og modstand, som kunstneren Jeanett Albeck har skrevet i Information her i foråret. Fællesskabet kalder hun det egentlige modsvar til splittelse og kynisme.

”Når man ser på verden i dag, kan man nemt komme i tvivl, om det er overhovedet er muligt at konfrontere uretfærdighed uden selv at blive hård. Men det er muligt. Altid,” skriver Albeck.

Og det er lettere i fællesskab – siger jeg. At være sammen gør os modigere end vi ellers ville være. Stærkere, bedre, klogere. Det at være sammen, gør os i stand til at udholde ting, vi ellers ikke kan forestille os. Alene er det modsat. Alene bliver vi mere bange og får måske lyst til at gå med hos dem, der tilbyder intolerance – bare for ikke at være udenfor. Derfor er det afgørende at vi fortæller om de positive fællesskaber, der findes og den store gode forskel, de kan gøre. Og at vi skaber rammerne for, at fællesskaber kan trives.

Virginia Woolf er berømt for sit udsagn om, at kvinder må have penge og et eget værelse for at skrive. Det gælder naturligvis ikke kun for kvinder, at der skal noget til for at have en stemme, for at skabe noget og for at kunne udkomme i verden. Det gælder forskellige menneskers erfaringer og stemmer, det gælder kunst og det gælder journalistik.

Hvis der ikke er penge, og der ikke er rum, og der ikke er et publikum, man kan samles med– så er det sværere at bidrage med det frie ord. Så køb en avis, meld jer ind i et museums støtteforening, støt en bekendt, der har brug for empati og vær selv med til at bidrage til fællesskabet, som I også gør her i dag. Slut jer sammen, giv ikke op på forhånd. Vær en del af historien om dem, der gav plads til kærlighed og kæmpede for frihed. Gå tilbage i historien og se, hvad folk har gjort før os.

Birger Mouritsens snublesten ligger i Ribegade på Østerbro, hvor han voksede op og boede med sine forældre, der hjalp ham og modstandskampen. Jeg var forbi den i forgårs. I udstillingen kan I se, hvordan andre sluttede sig sammen i et rummeligt, kærligt fællesskab.

Jeg ville nok ikke selv have haft mine forgængeres mod. Men jeg håber, at jeg kan bruge historien til at huske. Huske, at kampen ikke er meget værd uden venlighed og kærlighed. At kunsten at leve både er - lavpraktisk helt almindeligt hverdagsarbejde med at få trykpressen til at fungere. - Og højtravende idealer udtrykt i taler om, at frihed og kærlighed er værd at slås for – også selvom det skulle koste noget.

Og når vi nu alligevel ender her på de store ord, så synes jeg, vi skal slutte med at synge en sang, som modstandsbevægelsen var glad for. En vi synger vi ved jubilæer på Information. En min far sang som lille dreng i skoven, når det var mørkt og han var bange for at gå alene hjem. I dag er det ikke en begravelses- men en befrielsessang.

Altid frejdig når du går