LUKKET | Åbner igen i morgen kl. 11:00
LUKKET | Åbner kl. 11:00
CLOSED
CLOSED | Opens again at 11:00
LUKKET | Åbner igen i morgen kl. 11:00
LUKKET | Åbner kl. 11:00
CLOSED
CLOSED | Opens again at 11:00

Stationshaven

Besøg Stationshaven

Nyd en fredelig stund og besøg skulpturen Skt. Katharina i Nivaagaards Malerisamlings Stationshave ved Nivå Station.


Johannes Hage, stifteren af Malerisamlingen, sikrede sig, at området omkring Nivå i dag er et fredet naturområde, og at den skønne park ved museet er offentligt tilgængelig for alle døgnet rundt.


I forlængelse af denne ånd købte museet i 2021 Stationshaven, en tom matrikel ved siden af Nivå Station, med støtte fra Det Obelske Familiefond og som led i det mangeårige samarbejde med den internationalt anerkendte, dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo (f. 1975).


Kombiner dit besøg i Stationshaven med et besøg på museet - eller omvendt. En smuk gåtur på blot 10-12 minutter forbinder Stationshaven og Nivaagaards Malerisamling.

Skt. Katharina

Skulpturen Skt. Katharina flyttede ind i Stationshaven den 1. maj 2024.


Besøg Skt. Katharina i Stationshaven, hvor hun fra et gammelt træ på grunden diskret våger over Nivå, giver hvile til fugle og trøst til dem, der har brug for det.

Læs mere om Danh Vo præsenterer

Skt. Katharina her

Danh Vo præsenterer

Under titlen Danh Vo præsenterer, har Vo præsenteret udstillinger på museet, og i Stationshavens regi også en kartoffelmark med byens borgere og podcast-serien Man kan ikke skynde på en spire.

Med Stationshaven ønskede museet i et tæt bånd med Danh Vo, der voksede op i Nivå, at stadfæste sin forankring i byen – ikke med en traditionel skulptur, men med et stykke jord, der vil forandre sig over tid.

Efter ønske fra Danh Vo har Stationshaven de forløbne år været henlagt som et biodiverst område, og de seneste år er der blevet sat insektvenligt naturhegn op, bistader og bedrevet undervisning om biodiversitet. I samme ikke-forstyrrende ånd indgår Skt. Katharina skulpturen med grundens vilde natur og medvirker til at fremhæve dens aura af noget uberørt og fredeligt.

Lyt til 'Man kan ikke skynde på en spire'

Podcastserien Man kan ikke skynde på en spire portrætterer over fem episoder naturens indtog i Danh Vos kunst, den tværfaglige metode og hvordan faglighederne krydsbestøver hinanden. Vi hører, hvordan Danh Vo kontinuerligt lærer af arbejdet med en have og af at samle kloge folk omkring sig, som ved alt det om klima, biodiversitet og råvarer, han ikke selv ved.


I Vo’s proces med at udvikle en have for Nivaagaards Malerisamling mødes han med forsker i biodiversitet, Carsten Rahbek, kok og råvareentusiast, Christian Puglisi og Luise Faurschou, der leder organisationen ART2030, som forbinder kunst med FN’s verdensmål. Sammen og hver for sig taler de blandt andet om forbindelser mellem tidens betydning, æstetik, kritik og natursyn; at opdage liv og fortider i et å-løb; og om at skabe social forandring og begejstring med en kartoffelmark.


Lyt til podcastserien her

Danh Vo og Nivaagaards Malerisamling

Den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo (1975) er en stjerne på den internationale kunsthimmel. Han har haft soloudstillinger på verdens største museer som Guggenheim Museet i New York og repræsenteret Danmark på Venedig biennalen. Bosat i Berlin og Mexico har han hele verden som sin legeplads, og i Nivå er han vendt hjem til en del af sine rødder i samarbejdet med Nivaagaards Malerisamling.


Som millioner af andre har Danh Vo måttet flygte fra et land til et andet. I 1979 sejlede han med sin familie fra Vietnam på en hjemmebygget båd og blev samlet op af et Mærsk-skib, og efter et ophold i en flygtningelejr i Singapore fik de asyl i Danmark i 1980. Familien boede herefter mange år i Nivå, hvor Danh Vo gik i den lokale folkeskole, indtil han blev smidt ud af 8. klasse. Han blev siden uddannet fra Det kgl. Danske Kunstakademi (1998-2002) og Städelschule i Frankfurt (2002-2005).

Vos værker kredser ofte tematisk om, hvordan et menneskes løbebane og identitet skabes af store kulturelle og politiske forhold udenfor individets påvirkningskraft. Værkerne har tit en arkæologisk og kulturhistorisk karakter, i form af fundne genstande og spor fra fortiden, der hentes ind som vidner om begivenheder eller problematikker. Samarbejdet mellem Vo og Nivaagaards Malerisamling ligger i umiddelbar forlængelse af denne undersøgelse af den lille og den store historie. Dertil kommer naturen, som nu gradvist har overtaget Vo’s arbejde som kunstner de seneste år.

FØLG OS PÅ instagram

FOLLOw us on instagram

SE MERE OM DANH VO PRÆSENTERER OG NIVAAGAARDS MALERISAMLING: