Her viser vi løbende præsentationer af kunstværker fra særudstillinger og egen samling, foredrag og åbningstaler fra ferniseringer.
Filmen følger forskernes arbejde hen over tre år, hvor der søges svar på, hvorvidt Rembrandt van Rijn i 1632 malede Nivaagaards Malerisamlings Portræt af en 39-årig kvinde og Metropolitan Museums of Arts Portræt af en 40-årig mand som pendanter.
Vi er med til de tekniske undersøgelser og optagelser, den første CT-scanning af et Rembrandt-maleri og i de historiske Rembrandt-arkiver i Holland.
400.000 besøgende, kunstneren Johannes Vermeer og en særlig forbindelse til Nivaagaards Malerisamling. Det er omdrejningspunktet for foredraget her, hvor Jørgen Vadum, professor og specialkonsulent ved Nivaagaards Malerisamling, belyser endnu flere af kunstsamlingens hemmeligheder.
Nyheden om Nivaagaards Malerisamlings erhvervelse af Cornelis de Vos’ Kvindeportræt fra 1626 gik verden rundt, da den nederlandske kvinde i 2023 blev genforenet med far og søn på museet efter knap 200 års adskillelse.
I dette foredrag fortæller forsker og specialkonsulent, prof. dr. Jørgen Wadum om det omfattende arbejde, der førte til fundet af den forsvundne mor i familieportrættet af den berømte og prestigefulde Antwerpen portrætmaler, Cornelis de Vos. Wadum løfter også sløret for den igangværende efterforskning af, hvornår separationen er sket og hvorfor – sammen med forsøget på at identificere den portrætterede familie.
Et forskningsprojekt ledet af to forskere fra Nivaagaards Malerisamling og RKD i Holland resulterer i det usædvanlige fund af en manglende kvinde i et familieportræt malet af den flamske mester Cornelis de Vos i 1626. Dette er historien om genforeningen af den nederlandske familie efter næsten 200 år.
Optaget på Nivaagaards Malerisamling 23. februar 2023.
Filmen er på engelsk.
Der er en bagside og en restaurator, bag ethvert ældre maleri… Nivaagaards Malerisamlings specialkonsulent, professor Jørgen Wadum, fortæller her om udviklingen af konservatorernes behandling af kunstværker gennem tiden og de etiske overvejelser bag metoderne, mens han viser eksempler på nogle af de tidligere behandlinger.
Jørgen Wadum, professor og specialkonsulent ved Nivaagaards Malerisamling, giver i foredraget her et indblik i nogle af kunstsamlingens hemmeligheder. Han løfter samtidig sløret for de allerseneste overraskelser, som forskerne har gjort sig i arbejdet med museets aktuelle forskningsprojekt omkring udvalgte barok-værker. Resultaterne af ny teknisk forskning udfoldes – og jo, der er meget mere under overfladen, end man møder ved første øjekast.
Prof. emeritus Jørgen Wadum tager udgangspunkt i sin imponerende internationale forskning, inden han gennem fem udvalgte værker fra Malerisamlingen præsenterer, hvordan kunsthistorisk og teknologisk forskning har frembragt helt ny viden om samlingen.
Vi hører om de enkelte værkers spændende historie og komplicerede tilskrivningsproblematik. Der ligger et nærmest detektivisk arbejde til grund for udredningen af, hvorvidt malerierne er, hvad de har givet sig ud for at være.
Nivaagaards Malerisamling gennemgik i 2021 en ambitiøs klimarenovering, der med jordvarmeanlæg, ny ventilation og nye ovenlysvinduer har givet museet en ny grøn profil. Her fortæller museumsdirektør Andrea Rygg Karberg sammen med arkitekt Kasper Bendsen, hvorfor klimarenoveringen er banebrydende, og hvad den betyder for fremtidens oplevelser på museet.
Museumsdirektør Andrea Rygg Karberg fortæller i filmen her om den særlige gave Nivaagaards Malerisamling modtog i 2021, Jørgen Roeds ‘Portræt af Marie Lehmann med datteren Margrethe’ fra 1847; hvilken historie guldalderværket repræsenterer, og hvorfor det er så betydningsfuldt for museet, at billedet nu indgår i samlingen.
Vi er også med på Kunstkonserveringen, når konservatorerne restaurerer billedet og genskaber dets fineste detaljer.
Kom med indenfor, når museumsdirektør Andrea Rygg Karberg fortæller om udvalgte landskabsbilleder fra museets kunstsamling. Vi besøger fjerne himmelstrøg med P. C. Skovgaards smukke studie Oliventræer ved Olevano med bjerge i baggrunden (1869) og et af museets hovedværker af Claude Lorrain: Landskab med flugten til Egypten (ca. 1646).
Optaget i forbindelse med samlingsudstillingen ‘En skønsom blanding’ 2021.
Kom indenfor i samlingsudstillingen i sommeren 2021, der viser motiver, som er kendetegnende for stifteren Johannes Hages (1842-1923) foretrukne smag, men også billeder fra hans egen samtid, der ikke udstilles så ofte, da de sjældent passer ind i ophængninger med Malerisamlingens tre gennemgående perioder: italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder.
Museumsdirektør Andrea Rygg Karberg fortæller med udgangspunkt i Harald Foss-billedet ‘Sommermorgen’, 1873.
Museumsdirektør Andrea Rygg Karberg fortæller historien bag P.S. Krøyers værk ‘Dobbeltportræt af kgl. skuespiller Emil Poulsen (1842-1911) og hustru Anna, f. Næser (1849-1934)’ fra museets samling.
Værket indgår i udstillingen ‘En skønsom blanding’ frem til 6. maj 2021, hvorefter det rejser til Holland for at indgå med størstedelen af Malerisamlingens guldalderværker i Rijksmuseum Twenthes udstilling om dansk guldalder.
Mere end 60 personer fra hele landet deltog i perioden 5. februar – 5. april 2021 i museets fotokonkurrence under coronanedlukningen og berigede os med i alt 125 genskabelser og nyfortolkninger af kunstværkerne i vores samling.
Dommerpanelet, billedkunstner Anette Harboe Flensburg og museumsdirektør Andrea Rygg Karberg, præsenterer her de fire udvalgte vindere.
På det fortsat nedlukkede museum har Nivaagaards Malerisamling fra den 1. april besluttet at tage et nyt skridt for tilgængeliggørelsen af den offentlige kulturarv.
Se mere i dagens nyhedsfilm. Vi glæder os til at se jer!
Wilhelm Marstrands skelsættende guldalderværk ‘Liggende model’ fra 1833 er et sjældent sensuelt billede for sin tid og Marstrands første værk af en nøgen kvindelig figur.
Værket blev udlånt til museet i 2019, hvorefter indehaveren ønskede at sælge det. Nivaagaards Malerisamlings støttegivere bidrog til, at det lykkedes museet at erhverve det vigtige maleri fra den danske guldalder, der nu forbliver i museets samling, hvor Wilhelm Marstrand er den mest repræsenterede. Marstrand var en nær ven af museets stifter Johannes Hage og hans familie, som han også portrætterede i flere værker.
Dette er et af Malerisamlingens vigtigste kunstværker: Tilbage i 1500-tallet har Lucas Cranach med den allerfineste teknik malet billedet af Jomfru Maria og Jesusbarnet, der modtager druer af Johannes Døberen som tegn på nadveren, hvor vinen bliver til Kristi blod.
Kunstneren Cranach har også gemt en hemmelighed i billedet – et andet varsel på Jesu korsfæstelse – se med her
Særudstillingen ‘Historier om mødre’ sender med sin titel en tanke til H.C. Andersens bevægende eventyr ‘Historien om en moder’, der på grufuld vis beskriver en fundamental forventning til moderrollen – den totale opofrelse. Moren, der må give afkald på sig selv for sit barn. Udstillingen afsluttes ligeledes med Fritz Sybergs maleri ‘Historien om en moder. Dødens komme’ og tryk efter en serie af hans kendte tegninger over eventyret, der blev udgivet i år 1900, og siden er blevet genoptrykt flere gange.
I denne filmoptagelse kan I opleve Bodil Jørgensens rørende oplæsning af eventyret i udstillingen, der blev lukket ned for publikum den 9. december på grund af corona-restriktionerne.
Vi glemmer ikke fædrene. Ej heller i en udstilling om mødre. Bodil Jørgensen afrundede sin oplæsning i særudstillingen ‘Historier om mødre’ med at lægge fantastiske stemmer til H.C. Andersens elskelige eventyr ‘Hvad fatter gør, det er altid det rigtige’.
Lyt med her – og hold jer muntre
Historisk set er kvinder, og mødre, fortrinsvist blevet malet af mænd. Blandt de kvindelige malere, som vinder frem i 1800-tallet, er moderskabet et sjældent motiv. Men der er undtagelser.
Museumsinspektør Maren Bramsen viser her rundt i et hjørne af udstillingen ‘Historier om mødre’, hvor malere som Emilie Mundt, Bertha Wegmann og Berthe Morisot er repræsenteret med værker, der fortæller historier fra det kvindelige perspektiv.
Kom indenfor på det lukkede museum i den aktuelle udstilling ‘Historier om mødre’ og hør om Madonna og Jesusbarnet – et af kunsthistoriens mest ikoniske motiver, som måske også har sat aftryk i dit familiealbum?
Vi besøger mesterværker af Luini og Eckersberg.
Lillian Bondo aflægger jordemodervisit hos både Grevinde Raben og den forladte mor i særudstillingen ‘Historier om mødre’. Med udgangspunkt i sit virke fortæller Lillian Bondo om mødet med mødrene og deres børn i de to skelsættende kunstværker af Jens Juel og Frants Henningsen: Hvilke sundhedsmæssige forhold gjorde sig gældende i de to perioder, og under hvilke vilkår blev børn sat i verden?
Lillian Bondo er formand for Nordisk Jordemoder Forbund og tidl. formand for Jordemoderforeningen.