Allerede i 1340’erne beskrev den italienske digter Francesco Petrarca (1304-1374) de foregående århundreder som ”mørke tider” og udtrykte håb om en ny, lys og strålende fremtid inspireret af antikken. Renæssance betyder genfødsel, hvormed menes antikkens genfødsel. Betegnelsen er strengt taget ikke et stilistisk begreb, som for eksempel gotik eller nyklassicisme, men forstås bredt som navnet på en periode i europæisk kulturhistorie i lighed med barokken eller oplysningstiden. Specifikt indenfor kunsthistorien finder ordet i dag anvendelse som betegnelse for en cirka tohundredårig periode, omkring 1400 til ca.1600.
ET NYT VERDENSBILLEDE
Selvom synet på tiden forud for renæssancen har ændret sig meget siden Petrarca og dennes åndsfæller forudså og medvirkede til at fremskrive en ny, lysere tid, står visse udsagn stadig til troende. Blandt andet at der indenfor næsten alle felter, kunstneriske, filosofiske og naturvidenskabelige, skete enorme fremskridt. Med opdagelsen af Amerika og søvejen til Indien, blev der skabt grobund for en helt ny verdens- og menneskeopfattelse. På den ene side så man derfor ny fokus på individet, samt øget interesse for det individuelle og særegne. På den anden side var dyrkelsen af det ideelle ophøjede menneske i højsædet. Samtidig var opfindelsen af bogtrykkerkunsten omkring 1450 grundlag for en sand kommunikationsrevulotion, for eksempel i kraft af kopiering af håndskrifter og oversættelsen og udbredelsen af de antikke grækeres tekster. Derudover er et af de karakteristiske træk ved renæssancen udviklingen af den sekulære stat, der betyder en adskillelse af politik og religion. Indenfor billedkunsten inddeles renæssancen almindeligvis i tre perioder: ungrenæssancen, fra ca.1415-1500, højrenæssancen, mellem ca.1500-1540, og senrenæssancen, også kaldet manierismen, der forløber i perioden mellem ca. 1540-1600. Periodens udviklingsforløb er ikke det samme overalt i Europa. Udover en fælles afstandtagen fra de hidtil gældende idealer for, hvad skønt maleri var, samt til hvordan rum og figurer skulle fremstilles, fik den nye bevægelse et meget anderledes udtryk nord for alperne end den gjorde i Firenze. Dette var også tilfældet indenfor Italiens egne grænser, hvor den florentinske skole adskiller sig væsentligt fra for eksempel den venetianske eller den romerske.
CENTRALPERSPEKTIVET
Nogle af de temaer, der særligt optog kunstnerne relaterede til den opblomstrende interesse for antikkens dyrkelse af den heroiske menneskekrop og dens fokus på individet, samt det ændrede samfunds- og verdensbillede. Herudover interesserede de sig i stigende grad for den synlige verdens rumforhold. Med den sienesiske maler Simone Martini (1280-1344), som en af de betydeligste foregangsmænd, havde der siden 1300-tallet været intuitive forsøg på at bevæge sig væk fra at komponere motiverne ud fra sengotikkens fladebetonede forhold. Men det var først med den florentinske arkitekt Filippo Brunelleschis (1377-1446) opdagelse af den matematiske formel for perspektivkonstruktionen i 1400-tallet, at billedkunstnerne fik et praktisk anvendeligt instrument til gengivelse af det tredimensionelle rum.
INDIVIDET I CENTRUM OG KUNSTNERNES ÆNDREDE STATUR
Kulturen i den periode, vi kalder renæssancen, var først og fremmest et produkt skabt i byerne af borgerne, en ny ressourcestærk samfundsklasse. De dyrkede de klassiske videnskaber og blev en ny betydningsfuld gruppe af mæcener. Med individualismens opkomst forandredes samtidig synet på kunsten, som man nu anså for et eget værdifuldt og ophøjet udtryk. I lighed hermed ændredes også kunstnernes sociale status. De udskiltes af håndværkerstanden og hyldedes i stigende grad som skabende og visionære individer. Leonardo da Vinci, Rafael, Michelangelo, Tizian og Cranach omgikkes tidens fyrster som jævnbyrdige. Disse forandringer ændrede også markedsstrukturen. Et kunstværk kunne nu omsættes og værdsættes alene for sin kunstneriske kvalitets skyld, uafhængigt af ikonografisk indhold, og der begyndte for første gang i historien at opstå egentlige samlere. På Nivaagaards Malerisamling er renæssanceperioden i malerkunsten repræsenteret med værker af flere af de mest prominente kunstnere. Med borgerskabet som ny selvbevidst samfundsklasse fik portrætgenren fornyet liv og er på Nivaagaard repræsenteret ved nogle af de fineste eksempler fra de norditalienske skoler. Giovanni Bellinis lille mandsportræt på en himmelblå baggrund, Lorenzo Lottos portræt af en mand med en rosenkrans og Sofonisba Anguissolas store gruppeportræt. Fra den florentinske skole har museet et mindre maleri med religiøst motiv af Giuliano Bugiardini, og fra Tyskland, hvor dyrkelsen af den heroiske menneskeskikkelse og den stærkt plastiske skildring aldrig slog igennem på samme måde som i Italien, har museet et fint værk af Lucas Cranach d.æ.
