I samarbejde med Museum Kunst der Westküste ser vi frem til at kaste et nyt blik på den danske maler Janus la Cour (1837-1909). Nivaagaards Malerisamling ejer selv et stort værk af kunstneren foruden samlingen af dansk 1800-tals kunst fra generationen før la Cour, herunder læremesteren P.C. Skovgaard, som la Cour boede hos i sin studietid.
La Cour malede konsekvent naturens landskaber, helt tyste, uden mennesker og uden spor af modernitet. Den senere kunstner Per Kirkeby (1938-2018) beundrede la Cour og ejede flere af hans værker. Udstillingen skabes sammen med den tyske forfatter og kunsthistoriker Florian Illies, der er kendt for bøger som 1913 og Kærlighed i hadets tid.