Janus la Cour
Slottet Chillon ved Genfersøen, 1876
Olie på lærred, 107 x 163 cm.
Inventarnummer: 0074NMK
Erhvervet i 1876. Overdraget til museet i 1908
En uforstyrret stilhed kendetegner Janus la Cours landskabsmaleri fra Schweiz. Motivet er hentet fra en af kunstnerens vandringsture til Genfersøen en tidlig september morgen. På en klippeø ud til den spejlblanke sø ses bagsiden af middelalderslottet Chillon, mens klippeformationer i horisonten anes gennem den tætte morgendis. Det mennesketomme landskab vidner om, at kunstneren ikke har været interesseret i samtidens folkeliv, men derimod i den eksotiske naturs mangfoldige udtryk. Den varme og dybe farvenuance som kendetegner vegetationen i forgrunden står i skarp kontrast til den næsten transparente farvepalet som udgør vandet og de sneklædte bjerge i horisonten. Mødet med den schweiziske natur blev en stor oplevelse for Janus la Cour, der under sit ophold skrev begejstret om landskabets særegne skyformationer, monumentale bjerge og fredfyldte dale.
Janus la Cour (1837-1909)
Janus la Cour, ofte benævnt som stilhedens maler, var en af sin tids teknisk dygtigste landskabsmalere. Han var både tro mod den naturalistiske virkelighedsskildring og præget af guldalderens idylliske natursyn. Værkerne besidder en underfundig ro, der afspejler den kunstneriske og sociale isolation, som kunstneren livet igennem efterstræbte. I sine stemningsfyldte og mennesketomme landskabsmalerier skildrer la Cour på mesterlig vis det ensomme møde med en harmonisk natur, der netop gennem stilheden udviser storhed.
I København stiftede La Cour bekendtskab med den erfarne landskabsmaler P.C. Skovgaard, hvis natursyn kom til at præge den unge maler. La Cour boede i årene 1861-84 hos familien Skovgaard i København, men flyttede derefter tilbage til Jylland for at bosætte sig ved Aarhus, hvor han frem til 1853 havde fået sin uddannelse.
Når han ikke var på rejse til Frankrig, Italien eller Schweiz, skildrede la Cour den danske natur, hvorfor hans motiver spænder fra lynghede til skovklædt kyst og fra romersk have til alpint bjerglandskab.