Velkommen til Nivaagaards Park, som du lige nu befinder dig i. Parken ejes og drives af Fonden Den Hageske Stiftelse og har offentlig adgang, og lige ved parkens indgang ligger den selvejende institution Nivaagaards Malerisamling, der tilbyder unikke kunstoplevelser og events både inde og ude.
Museet er beliggende i en skøn park, der er udlagt som romantisk have med store, gamle træer og et væld af rododendron. Det meste af parken er offentlig tilgængelig året rundt. I slutningen af maj og begyndelsen af juni står rododendronerne i fuldt flor, og haven er et sandt bombardement af blomster og farver. Haven er i stadig forandring, idet der stadig sker nyplantninger. Især inden for de sidste par år er det beplantede areal blevet udvidet med 500 nye rododendroner hvert år.
Parken tilhører i dag Den Hageske Stiftelse, der holder til i en bygning under herregården Nivaagaard, som er museets nærmeste nabo. Denne ejendom erhvervedes i 1862 af Johannes Hages far, storkøbmand og godsejer Alfred Hage, og ved dennes død arvede Johannes Hage gården med tilhørende teglværk og ringovn. I de første mange år levede Johannes Hages med den have, der var omkring gården. I 1901 besluttede han imidlertid at udforme en helt ny plan for haven.
Der er foruden parken også et fredet engareal lige uden for døren, hvor det vrimler med rovfugle og råvildt. Har man lyst til at gå en tur, ligger skoven og Nivå Strandpark i passende afstand fra museet.
Som noget nyt tilbyder vi guidede særomvisninger i Nivaagaards Park, og du kan sammen med familie, venner eller kolleger nyde turen og blive klogere på stedets kulturhistorie, de skønne rododendron og omliggende natur. Læs mere og book parkomvisning her

Museet viser skiftende samlingsophængninger, to-tre årlige særudstillinger, ofte af nyere eller moderne kunst, og afholder omkring 300 arrangementer årligt, som taler ind i udstillingerne og den omkringliggende natur. Det samme gør årets kreative værksteder, hvor kreative sjæle i alle aldre kan deltage.

Årskort til Nivaagaards Malerisamling giver dig gratis adgang til museet og dets udstillinger i et helt år, du sparer 10% i både butikken og caféen og får adgang til et væld af kunstoplevelser og arrangementer.
Til foredrag, koncerter, workshops, udflugter, croquistegning, fællessang og fællesspisning får du op til 50% rabat. Du modtager også invitationer til museets ferniseringer og nytårskur – og får nedsat pris for en ledsager.

1. maj – 13. september 2026
Nivaagaards Malerisamling markerer 100-års fødselsdagen for den danske kunstner Richard Winther (1926-2007) med en stor udstilling om denne vidtfavnende, kompromisløse, evigt undersøgende og skabende personlighed i dansk kunst.
Særudstillingen viser eksempler på Richard Winthers enorme kunstneriske spændvidde samt værker fra hans private samling med store modernister som Giacometti, Picasso, Max Ernst, Sonja Ferlov Mancoba og Miró. Winthers samling iscenesættes i samarbejde med samtidskunstner Mie Mørkeberg.

Med særudstillingen Richard Winther 100 år følger et farverigt arrangementsprogram, der gennem håndværk, viden, fiktion og sanselighed lægger et ekstra lag til udstillingen og dykker ned i flere facetter af Richard Winthers mangfoldige virke og billedverden.
Vi skruer tiden tilbage til 1968, hvor ungdomsoprøret flyttede ind på Nivaagaard. Der skal bygges pinhole-kameraer og fremkaldes fotografier i mørke. Billedkunstner Mie Mørkeberg fortæller om sin kunst og iscenesættelse af Winthers ikoniske samling. Der er filmfredage, som emmer af Paris, De fem tibetanere under åben yoga-himmel og sommerfuglesafari i parken. Museets gæster inviteres ud i naturen, ind i sig selv og tilbage i tiden denne sommer med Richard Winther-udstillingen.

Uge 27-32
I hele sommerferien kan du kigge forbi vores kreative værksted, som er åbent hver dag i museets åbningstid. Denne gang forvandler vi museets smukke havefoyer til et vaskeægte Richard Winther-værksted. Vi udforsker spændende former, stærke farver og sjove måder at sætte billeder sammen på.
Værkstedet er bemandet med huskunstner fra kl. 11-14, som står klar til at vejlede og guide, og det er åbent for alle aldre – kom og vær med, når det passer dig!
Deltagelse er gratis, når entréen er betalt. Børn har som altid gratis adgang.
