Foredrag: Christine Swane - en pioner i dansk keramikhistorie
Christine Swane er en mangfoldig ener, der tog keramikken til nye højder også i international kontekst. Hvordan hun gjorde det og hendes betydning, skal vi høre meget mere om i dette foredrag med Susanne Bruhn, der er kunsthistoriker, ph.d.-studerende og kurator på CLAY Keramikmuseum.
Christine Swane er en moden kunstner på 50 år, da hun i 1926 sætter sig på skolebænken og gør sine første forsøg med keramikken. Hun bygger sin egen ovn i haven og står selv for den komplicerede proces at producere glaseret lertøj. Men hun samarbejder ikke med professionelle fagfolk, som der ellers var tradition for i Danmark. Tænk blot på de store koryfæer som Thorvald Bindesbøll, Jais Nielsen og Axel Salto, der alle skabte deres berømte keramik i samarbejde med professionelle pottemagere og glasurkyndige på de store fabrikker og værksteder.
Christine Swanes keramik fungerede ofte som kompositorisk element i hendes malerier: Almindelige keramiske brugsgenstande står side om side med hendes egne keramiske værker i malerierne og alle har en konkret visuel rolle.
Susanne Bruhn forsker i dansk kunst, design og kunsthåndværk fra perioden 1880-1960 med særlig fokus på keramikkens betydning. I hendes ph.d.-projekt undersøger hun keramikeren Axel Saltos rolle hos Den kgl. Porcelainsfabrik i forbindelse med 1950’ernes internationale designudstillinger. Hun er desuden fagansvarlig for keramik på Lex.dk og har publiceret bredt om emnet.
Pris (inkl. entré): 150 kr. / 90 kr. for årskortholdere og ung/studerende under 27 år.

