I en samlers fodspor
I anledning af efterårsferien inviterer Malerisamlingen og Nivaagaards Teglværks Ringovn alle børn og deres voksne til at gå i fodsporene på museets og Ringovnens grundlægger Johannes Hage.
Kl. 11 – 14: Børneworkshop på museet med huskunstner: Mit ynglingssted
Johannes Hage elskede kunst. I sin have skabte han et kunsttempel, som senere blev til Nivaagaards Malerisamling. Med inspiration fra Johannes Hage inviterer vi børnene til at skabe deres eget yndlingssted. I workshoppen vejleder kunstner Marina Pagh, når der skal bygges små tredimensionelle rum – som sider i en billedbog. Det kan være et værelse, en hule i et træ, et sted i naturen – eller måske et sted, hvor man bare føler sig rigtig godt tilpas. Siderne kan sættes sammen og foldes ud til en lille fortælling om dit yndlingssted.
Kl. 11 – 15: Aktiviteter på Nivaagaards Teglværks Ringovn
Nivaagaards Teglværks Ringovn har tændt op i smedjen og laver aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Kl. 13.15 er der rundvisning for større børn og voksne. Husk praktisk påklædning, der tåler snavs.
Gå til Ringovnen fra museet via parken (600 m) eller kom dertil via Gl. Strandvej. Adressen er Teglværksvej 23, Nivå.
Billet fra museet giver gratis adgang for både børn og voksne til Ringovnen.
Ingen tilmelding, man møder bare op. Børn har som altid gratis adgang til museet.

