Velkommen til denne podcast fra Nivaagaards Malerisamling, hvor historiens skyggesider, kunstkriterier og guldalderens berettigelse debatteres. Anledningen er særudstillingen Da hverdagen stjal billedet, som høstede stjerneregn hos anmelderne, indtil Politikens kunstredaktør kom forbi og opfordrede til at aflyse dansk guldalder.
Museet tog ham på ordet og inviterede til en tiltrængt debat om emnet. Mens man i Holland har fjernet sig fra betegnelsen, er der ikke i Danmark blevet taget samme skridt. Hvorfor mon, og er det tid til et skifte? Hvilken form for nationalisme ligger der gemt i guldalder-betegnelsen, og hvorfor har den hængt fast i så mange år? Hvori bestod satiren, når borgerskabet købte malerier af de socialt lavere stillede til deres stuer? Og er det rigtigt, at dansk guldalder er at sammenligne med Gurli Gris?
I panelet møder vi post.doc. ved SMK, Anna Vestergaard Jørgensen, kunstredaktør Mathias Kryger, museumsinspektør ved Nivaagaards Malerisamling, Signe Havsteen, og debattens moderator, redaktør og kulturjournalist Tore Leifer.