ÅBENT 11:00 – 20:00
ÅBENT 11:00 – 20:00
OPEN today at 11:00 – 20:00
OPEN today at 11:00 – 20:00
ÅBENT 11:00 – 20:00
ÅBENT 11:00 – 20:00
OPEN today from 11:00 – 20:00
OPEN today from 11:00 – 20:00

Smuk og farlig

Naturen set af Liljefors

29. september 2023 – 14. januar 2024

Efterårets særudstilling bød på vilde naturmalerier af den svenske maler Bruno Liljefors (1860 – 1939) – en af Nordens betydeligste naturskildrere.


Liljefors er særligt kendt for sine dramatiske dyremotiver. Hans vitale og kraftfulde malerier afspejler ofte kampen for overlevelse, men også de stille, observerende dyr opleves på langt eller nært hold i naturens omgivelser. Liljefors var også jæger og fotograf, og hans malerier skildrer usentimentalt og med anatomisk og biotopisk korrekthed Sveriges vilde dyr på eng og i skov eller rovfugle over et brusende hav og stille sø.

I udstillingen indgik de nutidige danske digtere og forfattere Caspar Eric, Birgitte Krogsbøll, Dy Plambeck og Emmy Fjalland Perez, som med hver deres meget forskellige bidrag kastede lys over temaer hos Liljefors. Tanker om kropslige og samfundsmæssige normer, at være jæger, meditationer over naturoplevelser og poetiske og humoristiske digte var noget af det, publikum kunne møde i det tekstlige landskab, der gik i dialog med Liljefors' malerier.


Der er i vores tid en søgen efter det simple liv, som også vandt frem i Liljefors’ levetid, hvor verden blev ramt af en ny puls gennem dampskibe, jernbaner, fabrikker og urbanisering. Hans værker repræsenterer derfor også en længsel efter noget oprindeligt og at være i ét med naturen.

Hvilken sti?

og gennem hvilken duft?

med hvilke grene svirpe kinder?

hvor lilla er egentlig gederamsen?

hvor ligger de sorteste snegle

og hvor står svampene?

bag hvilken busk tisse

på hvilke stammer balancere

gylper alle ugler og cirka

hvor diset er brynet?


(Birgitte Krogsbøll, Stumfilm, 2010)

Naturen er evigt aktuel - og foranderlig. I kunsten er naturen blevet behandlet og skildret til alle tider. Det tilhørende katalog og litteraturen behandler skiftende natursyn og menneskets rolle i verden med jagten, det moderne overfor det nostalgiske, darwinismens indtog og dens gennemgribende nye livsanskuelse.

Jagten

At male vilde dyr og jagtscener har historisk set hængt sammen med netop det at gå på jagt. Således også hos Liljefors, der var en ivrig jæger. Jagten er gennemgående i hans kunst – og i hans liv.


Han gik på jagt med sin bue, pil og sit gevær, siden med en kameralinse. Redskaber, der åbner sanserne og kræver, at man forsøger at gå i ét med naturen, hvis man vil fange byttet og øjeblikket. Han holdt vilde dyr i fangenskab for at studere dem - ikke blot rovfugle, men også bjørne, ræve, vildkatte og mår holdt han i sit eget menageri. Det var ræven, han var mest optaget af at observere, og den fik en helt særlig plads i hans ouevre. Talrige gange har han malet det mytiske dyr, som han havde i bur for at studere - og gøre tamt.


Naturen hos Liljefors er farlig. Smuk, men utilregnelig. Nogle billeder viser landskaber, solnedgange og fugle, der letter, mens andre er fulde af kamp og død. Der er højintenst drama i mange af malerierne - som i naturen. Hvor jagten sætter ind på den ene side, mens vagtsomheden og flugten indtræder på den anden. Hvor den ene spiser den anden.

Om Liljefors

Bruno Liljefors blev født i 1860 i Uppsala som søn af en krudthandler og tilbragte store dele af sin barndom i naturen. Han var ingen stærk fyr – endnu. Senere skulle Liljefors komme til at dyrke kroppen og dens muskler som elitegymnast og endda blive cirkusartist sammen med sine yngre brødre, under navnet ’Brødrene Manzondi’, men som lille dreng var han plaget af astma og svagelig.

Liljefors oplevede fra barnsben, hvordan naturen var det sted, hvor han bogstavelig talt kunne trække vejret frit. Når han vandrede alene rundt i skoven med sin bue og pil, kom han i nærhed med landskabet og dyrene, og han blev en dygtig jæger. Disse erfaringer tog han med i sit maleriske virke, hvor han livet igennem skabte en type billeder, der krævede netop specialviden og et dybt kendskab til årets gang i naturen, dyrenes adfærd og levesteder, deres pels, fjerdragt, føde m.m.


Der blev stor efterspørgsel efter hans malerier i Sverige og i Europa, og udstillingen var sammensat af indlån fra danske, svenske og hollandske museer. Det var en glæde at invitere gæster til at opleve naturen både inden- og udenfor museet.

Særudstillingen Smuk og farlig. Naturen set af Liljefors var støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Knud Højgaards Fond og Furi Appel og Gunnar Niskers Fond til Almennyttige Formål.

FØLG OS PÅ instagram

FOLLOw us on instagram