Johanne Vilhelmine Bissen
Portræt af Alfred Hage, 1800-tallet
Blyant på papir, 302 x 192 mm.
Inventarnummer: 0199NMK
Erhvervet for midler af testamentarisk arv fra direktør Per Vilhelm & Mygge Kolbing-Nielsen, 2004
Johannes Hages stedsøster Johanne Vilhelmine, kaldet Hanne, har i denne fine tegning skildret et barneansigt i profil. Med kun få blyantstreger har hun formået at manifestere drengens drømmende blik og sindstilstand. I modsætning til den enkle linjeføring som udgør ansigtet, er håret og dets varierende skær skildret med en anderledes dybdegående tilgang. Den veludviklede evne til at indfange sin models personlighed med få effektive virkemidler delte Hanne Bissen med sin mand, der var billedhuggeren Vilhelm Bissen. Selvom hun ikke var kunstner af profession, vidner barneportrættet om et vist kunstnerisk talent. Det er uvist om tegningen forestiller Johannes Hage som barn eller den et år yngre Alfred, Johannes anden stedbror.
Johanne Vilhelmine Bissen (1836-1862)
Johanne Bissen var halvsøster til Malerisamlingens stifter Johannes Hage. Moderen Frederikke Hage havde fra sit første ægteskab tre børn, hvoraf de to piger fulgte med moderen, da hun giftede sig med Johannes’ far, Alfred Hage. Johanne (kaldet Hanne) blev gift med kunstneren Vilhelm Bissen, søn af den kendte billedhugger H.W. Bissen. Hun var selvlært i tegnekunsten, og i de få værker, hun har efterladt, ses talentet tydeligt. Johanne døde i barselssengen på en rejse til Rom. Datteren blev opkaldt efter moderen, og faderen brugte samme datter som model til skulpturen Pottemalersken fra 1883, som i dag står på museet.