Ludvig Brandstrup
Godsejer Johannes Hage (1842-1923), 1918
Bronze, 40,5 x 21 x 27 cm.
Inventarnummer: 0179NMK
Erhvervelse ukendt
Med blik for ansigtets særpræg har Ludvig Brandstrup udført en bronzebuste af Nivaagaards Malerisamlings stifter Johannes Hage. Billedhuggeren har ladet en alvorlig og myndig grundtone dominere den aldrende godsejer og museumsstifter, hvilket ses i den rynkede pande, det bekymrede blik og den nedadvendte mund. Samtidig er busten følsomt modulleret på naturalistisk vis, hvilket giver den et karakterfuldt, vellignende og levende udtryk. Busten tilhører den gruppe af portrætter, som billedhuggeren i sin senere karriere udførte over samtidens prominente skikkelser. På Nivå Kirkegård er en portrætbuste magen til denne placeret over Johannes Hages gravsten til minde om en kunstens forkæmper og beskytter.
Ludvig Brandstrup (1861-1935)
Ludvig Brandstrup udmærkede sig særligt som portrætskulptør. Hans værker vidner om en stor, samtidig anerkendelse og består navnligt af portrætbuster af tidens markante personer som brygger Carl Jacobsen og godsejer Johannes Hage. Brandstrup udførte også offentlige monumenter, såsom rytterstatuer af Christian IX til pladser i Esbjerg og Slagelse.
Brandstrup blev uddannet fra Kunstakademiet i København, men allerede før sin optagelse havde han gjort sig erfaring med marmorarbejde som elev i Vilhelm Bissens atelier.
Brandstrup afgrænsede tidligt sit virkefelt som portrættør og opnåede ligeledes hurtigt et godt ry for sine realistiske menneskeskildringer. Med små virkemidler – en rynket pande, hvirvlet hår, et genert smil – udmærkede Brandstrup sig i at fange ikke blot de ydre realiteter men også karakteren af sine modeller.