J.C. Dahl
Skovridergården “Skovlyst” ved Hillerød, 1812-1813
Olie på lærred, 22 x 33 cm.
Inventarnummer: 0223NMK
Erhvervet for midler af testamentarisk arv fra direktør Per Vilhelm & Mygge Kolbing-Nielsen, 2017
Skønt den norskfødte guldalderkunstner J.C. Dahl (1788-1857) levede det meste af sit liv i Dresden, hvor han var professor, så havde han qua sin uddannelse på Kunstakademiet i København et nært forhold til mange danske kunstnere og bliver talt med i den danske kunsthistorie. I 1812-13 tager han sammen med en svensk maler ved navn Ross på besøg hos skovrider Salicath og dennes familie, hvor ham maler Skovridergården Skovlyst ved Hillerød. Det er et fint lille billede af den idylliske stråtækte gård indrammet af høje gamle træer. Ved en senere lejlighed forærer Dahl maleriet til familien. Skovlyst blev sidenhen traktørsted. Fem år efter maler Dahl igen i Hillerød, denne gang er motivet helt anderledes monumentalt, det er nemlig Frederiksborg Slot i måneskin, 1817. Begge malerier tilhører i dag Nivaagaards Malerisamling.
Johan Christian Clausen Dahl (1788-1857)
Det var i København, at den norskfødte J.C. Dahl fandt sit formsprog, som på den ene side er påvirket af nederlandsk malerkunst fra 1600-tallet, og på den anden af danskerne Jens Juel og C.W. Eckersbergs kunst.
Dahl tilbragte sine studieår i Danmark, hvor han medvirkede til fremkomsten af det danske landskabsmaleri. Som 33-årig slog han sig ned i den østtyske by Dresden for at etablerede sig som selvstændig kunstner. Her blev han gode venner med den romantiske landskabsmaler Caspar David Friedrich, som hjalp ham på fode og prægede hans stil i en mere tysk, dramatisk og ophøjet retning. Det direkte naturstudium, som han havde taget til sig under studietiden i København, vedblev dog at være grundlaget for Dahls kunst, som han fortsat udstillede på Charlottenborg til inspiration for den yngre generation af danske malere som Christen Købke og J.Th. Lundbye.
Dahl rejste flere gange tilbage til sit fødeland Norge, hvor han søgte at skildre vildskaben i det dramatiske landskab. Hans kunstneriske udtryk havde paralleller i Norges stærke selvstændighedsfølelse, og han blev sit lands nationale kunstner, selv om han ikke boede der. På denne måde kom han til at tilhøre to landes kunsthistorie, Norges og Tysklands, ja tre, når man regner årene i København med til dansk kunsthistorie.
