C. W. Eckersberg
Søstykke med øen Hjelm og den jyske kyst, 1827-45
Olie på lærred, 43 x 62 cm.
Inventarnummer: 0078NMK
Erhvervet før 1895. Overdraget til museet i 1908
Et sejlskib har bevæget sig ud på Kattegat. Blæsevejret giver vind i sejlene, mens havets vuggende bølger slår højt mod skibets skrog. Øen Hjelm og den jyske kyst skimtes i baggrunden. Interessen for marinemotiver kom tidligt hos C.W. Eckersberg. Allerede som ung kunstner udførte han en række tegninger af skibsmotiver til kommercielt brug, herunder raderinger, der i 1805 blev trykt af kobberstikkeren Niels Truslew. Med disse raderinger fik han lejlighed til at studere skibe set fra forskellige positioner på havet. Motivet lå således ikke fjernt for Eckersberg, da han senere begyndte at udføre større marinemalerier. I dette værk har han med stor præcision indfanget den dynamiske spænding, der udspiller sig mellem bølger og skib på en blæsende dag i Kattegats farvande.
Christoffer Wilhelm Eckersberg (1783-1853)
Eckersberg var elev af Nicolai Abildgaard og har i kunsthistorien fået tilnavnet Den danske malerkunsts fader, fordi han var den første professor, der dannede skole og fik en række af de mest kendte guldaldermalere som elever. Han brød med 1700-tallets idealiserende kunst og indførte en ny form for realisme baseret på naturstudier og kompositionsprincipper. I 1810 vandt han Akademiets store guldmedalje, og tilbragte herefter et år som elev hos den store nyklassicistiske maler Jacques-Louis David i Paris. Som den første indførte Eckersberg på Kunstakademiet det direkte naturstudium, og fik herved afgørende betydning for guldalderkunstens udvikling i Danmark. Han fik stor indflydelse på en række unge kunstnere som Martinus Rørbye, Christen Købke, Constantin Hansen, Jørgen Roed og Wilhelm Marstrand.