Constantin Hansen
Portræt af Frederikke Vilhelmine Hage f. Faber, 1851
Blyant, kul og farvekridt på papir, 454 x 357 mm.
Inventarnummer: 0188NMK
Gave fra Anders Koch, 2001
Samme år som Constantin Hansen udførte et billede af den driftige forretningsmand Alfred Hage, tegnede han dette portræt af hustruen Frederikke Vilhelmine Hage, mor til Johannes Hage. I modsætning til portrættet af ægtefællen er Frederikke afbildet frontalt med et varmt og imødekommende blik, der ser direkte på beskueren. Det uhøjtidelige og levende udtryk afspejles i kysens løsthængende bånd, der falder let og elegant ned over den sorte kjole og fint broderede krave. Portrættet er efter al sandsynlighed bestilt af den hengivne ægtefælle, som Constantin Hansen udførte flere bestillingsopgaver for, herunder det kendte gruppeportræt Den Grundlovgivende Rigsforsamling fra 1864, der i dag kan ses på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
Constantin Hansen (1804-1880)
Constantin Hansen fik sin første uddannelse hos sin far, Hans Hansen, der var portrætmaler. Senere blev han elev hos C.W. Eckersberg og hans malerier blev mere klassiske i kompositionen med en stram, symmetrisk billedopbygning. Constantin Hansen var en fin kolorist og i flere af sine skitser foregreb han impressionisternes farveholdning og malemåde. I 1860-64 udførte han det store maleri Den grundlovgivende Rigsforsamling, der nu hænger på Frederiksborgmuseet. Billedet var bestilt af Johannes Hages far, Alfred Hage, og hang i mange år i spisestuen i familiens hjem i Harsdorffs palæ på Kongens Nytorv (nr. 3, det hvide palæ til højre for Charlottenborg).