J.L. Jensen
Blomster i en opsats på marmorkarm med bøgegren, 1846
Olie på lærred, 55 x 70 cm.
Inventarnummer: 0224NMK
Erhvervet for midler af testamentarisk arv fra direktør Per Vilhelm & Mygge Kolbing-Nielsen med tilskud fra Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond, 2018
Johan Laurentz Jensen (1800-1856)
Johan Laurentz Jensens foretrukne motiv blev efter nogen overvejelse blomsterne, og hans popularitet blev efterhånden så stor, at han i dag kaldes ’Blomster-Jensen’. Efter akademiårerne specialiserede han sig i Holland hos brødrene Gérard og Corneile van Spaendonck, som var den tids førende malere i blomsterstykker. Han fik også undervisning på porcelænsfabrikken i Sèvres fra 1822-1823, hvor han lærte det brogede glasurmaleri og de særlige regler for blomstermaleri i det lille format. Dette var medvirkende til Jensens ansættelse som overmaler på Den kongelige Porcelainsfabrik i 1825.
Jensen fornyede det danske blomstermaleri med sin farvefriskhed og sin variation af de kendte opstillinger. Han malede idealiserede blomster liggende på en stenplade, anbragt i en flettet kurv eller bundet i smukke kranse. Han arbejdede efter eksotiske planter i Rosenborgs væksthuse, men holdt også af at studere i den danske natur, hvorfra vilde blomster og frugter ofte indgik i hans billeder.