Claude Lorrain
Landskab med flugten til Egypten, ca. 1646
Olie på lærred, 100 x 130 cm.
Inventarnummer: 0015NMK
Overdraget, 1908
Det er de majestætiske træer og det disede sollys i horisonten, der skaber rummet i dette overvældende flodlandskab, som brydes af tempelruiner, borgtårne og akvædukter. Den hellige Familie, Josef og Maria fulgt af ærkeenglen Gabriel er på vej til Egypten i sikkerhed for kong Herodes’ soldater. Gruppen er kun en lille detalje i det storslåede landskab, der er inspireret af kampagnen omkring Rom, som Lorrain holdt så meget af. De musicerende hyrder i forgrunden bringer mindelser om et fjernt Arkadien. I dette ellers paradisiske landskab minder det udgåede træ os dog om altings forgængelighed.
Claude Lorrain (1600-1682)
Claude Lorrain flyttede som ganske ung fra Frankrig til Rom, hvor han blev uddannet hos maleren Agostino Tassi. Hans suggestive malerier med den karakteristisk følsomme og poetiske lysbearbejdning viser den romerske kampagne, havne eller kyststrækninger med bibelske eller mytologiske motiver og bittesmå staffagefigurer. Claude Lorrain opnåede allerede i sin samtid berømmelse i størstedelen af Europa og fik indenfor landskabsgenren stor betydning for de hollandske malere, der også kom til Italien i det 17. århundrede. I eftertiden er han kendt som den betydeligste skildrer af det klassiske ideallandskab.