Wilhelm Marstrand
Portræt af frøken Vilhelmine (Ville) Hage, senere fru Ville Heise (1838-1912), 1853
Olie på lærred, 104 x 76 cm.
Inventarnummer: 0108NMK
Erhvervet før 1884. Overdraget til museet i 1908
Wilhelm Marstrand har i dette maleri portrætteret Vilhelmine Heise, søster til stifteren af Nivaagaards Malerisamling Johannes Hage. Afbildet stående med den ene hånd støttet til et bord kigger den 15-årige Vilhelmine med et genert blik på beskueren og et smil antydes. Hun har sorte slangekrøller i håret og er iført en fin sort silkekjole med en hvid krave og tilhørende rødt bånd. Efter Marstrand havde øvet sig i at portrættere unge vindelige skønheder under sit ophold i Rom, blev motivet af den unge og smukke Vilhelmine en oplagt mulighed for at vise, hvad han havde lært under sit udlandsophold. Portrættet voldte dog Marstrand mange kvaler, og i 1856 udførte han endnu et portræt af Ville, fordi han opfattede dette første som ufuldkomment.
Wilhelm Marstrand (1810-1873)
Marstrand var blandt C. W. Eckersbergs elever og var, som den eneste af disse, meget optaget af det fortællende og illustrerende maleri. Marstrand dyrkede genremaleriet, litterære motiver, portrætmaleriet samt i de senere år historiemaleriet. Han var meget brugt som portrætmaler og malede blandt andet en række portrætter af medlemmerne af familien Hage. Marstrand rejste gennem hele sit liv i de store europæiske lande som Italien, Frankrig, Tyskland og England. Han var i særlig grad optaget af Italien, hvor han opholdt sig i en årrække. Herfra blev han storleverandør af pudsige, rørende, ofte morsomme eller ironiske skildringer fra det italienske folkeliv, der fascinerede ham.