Wilhelm Marstrand
Italienerinde, der hilser fra et vindue, slutningen af 1850'erne
Olie på pap, 40 x 30 cm.
Inventarnummer: 0114NMK
Erhvervet før 1884. Overdraget til museet i 1908
Under sine ophold i Italien blev Marstrand dybt fascineret af de italienske kvinder og deres forførende skønhed. Mange af dem blev foreviget i kunstnerens skitser og malerier. Med inspiration fra Goethes Romerske Elegier blev mødet mellem en yndig italiensk frøken og hendes elsker et tilbagevendende tema. I denne skitse antydes elskerens tilstedeværelse dog kun ved den inviterende hilsen, som den unge kvinde sender fra sit vindue. Kærlighedens beruselse og frugtbarhed understreges af vinranken, der snor sig op over kvinden og indrammer kompositionen. Under vinen blomstrer den smukke, men også giftige nerie (oleander), der i græsk mytologi blev forbundet med den tragiske romance mellem Hero og Leander.
Wilhelm Marstrand (1810-1873)
Marstrand var blandt C. W. Eckersbergs elever og var, som den eneste af disse, meget optaget af det fortællende og illustrerende maleri. Marstrand dyrkede genremaleriet, litterære motiver, portrætmaleriet samt i de senere år historiemaleriet. Han var meget brugt som portrætmaler og malede blandt andet en række portrætter af medlemmerne af familien Hage. Marstrand rejste gennem hele sit liv i de store europæiske lande som Italien, Frankrig, Tyskland og England. Han var i særlig grad optaget af Italien, hvor han opholdt sig i en årrække. Herfra blev han storleverandør af pudsige, rørende, ofte morsomme eller ironiske skildringer fra det italienske folkeliv, der fascinerede ham.