LUKKET | Åbner igen i morgen kl. 11:00
LUKKET | Åbner kl. 11:00
CLOSED
CLOSED | Opens again at 11:00
LUKKET | Åbner igen i morgen kl. 11:00
LUKKET | Åbner kl. 11:00
CLOSED
CLOSED | Opens again at 11:00
Wilhelm Marstrand 
Portræt af Petra Ottilia Marstrand, kunstnerens moder, 1835
Olie på lærred
Inventarnummer: 0255NMK
Doneret til museet i 2024

Wilhelm Marstrand var 25 år, da han malede det lille portræt af sin mor. Hun var en stærk karakter, hvilket også er tydeligt at aflæse i portrættet, hvor hendes blik er rettet ud mod sønnen, lettere overbærende, og armene lagt over kors. Marstrand havde allerede her markeret sig på den danske kunstscene med sine ofte humoristiske skildringer af det københavnske folkeliv. Det efterfølgende år modtog han et rejsestipendium, der førte ham på en flerårig dannelsesrejse rundt i Europa.

Portrættet er doneret til museet af Adam Grandjean, kunstnerens tipoldebarn. Nivaagaards Malerisamling har mere end 40 værker af Wilhelm Marstrand, som er den mest repræsenterede kunstner i museets samling og en nær ven af museets stifter Johannes Hage og hans familie i samtiden.



Wilhelm Marstrand (1810-1873)

Marstrand var blandt C. W. Eckersbergs elever og var, som den eneste af disse, meget optaget af det fortællende og illustrerende maleri. Marstrand dyrkede genremaleriet, litterære motiver, portrætmaleriet samt i de senere år historiemaleriet. Han var meget brugt som portrætmaler og malede blandt andet en række portrætter af medlemmerne af familien Hage. Marstrand rejste gennem hele sit liv i de store europæiske lande som Italien, Frankrig, Tyskland og England. Han var i særlig grad optaget af Italien, hvor han opholdt sig i en årrække. Herfra blev han storleverandør af pudsige, rørende, ofte morsomme eller ironiske skildringer fra det italienske folkeliv, der fascinerede ham.

FØLG OS PÅ instagram

FOLLOw us on instagram