Carl Neumann
St. Giorgio Maggiore i Venezia, u.å.
Olie på lærred, 35 x 55 cm.
Inventarnummer: 0129NMK
Erhvervet før 1904. Overdraget til museet i 1908
I Venedig er et par gondoler i færd med at ro ud til San Giorgio Maggiore kirken, der sammen med kuplerne af Santa Maria della Salute rejser sig majestætisk op over Canal Grande. Ved indgangen til kirken færdes byens lokale indbyggere, mens et selskab af turister i en gondol ses i forgrunden. Carl Neumann hørte ligesom kollegaen Anton Melbye til den internationalt orienterede strømning inden for dansk marinemaleri og foretog adskillige rejser til udlandet. I dette motiv fra opholdet i Venedig har kunstneren været interesseret i at indfange Sydens særegne dagslys samt dets dynamiske samspil med kanalens spejlblanke vand og byens prægtige arkitektur. Skyggerne på bygningerne skaber et fabulerende spil mellem kolde og varme farvenuancer, mens en næsten gylden farvepalet dominerer vandoverfladen i genskæret fra den solbelyste kirke.
Carl Neumann (1833-1891)
Carl Neumann gik på Kunstakademiet, men var overvejende selvlært i den genre, som skulle blive hans foretrukne: marinemaleriet. Han var en særdeles alsidig marinemaler med evnen til at portrættere skibe, enkeltvist og flere sammen, og til at gengive vejr og vind på havet. Han havde desuden en udpræget sans for det dramatiske og romantiske.
Neumann havde også talent som figurmaler, hvilket ses af hovedværket Fiskere trækker vod på Skagens Nordstrand fra 1870, der slog hans ry fast. Neumann var blandt de tidlige gæster på Skagen, hvor han malede en række friske skitser. Desuden malede han prospekter, især under en rejse til Orienten først i 1870’erne.
Gennem hele sin karriere havde også krigsmaleriet Neumanns særlige interesse, og under den 2. slesvigske krig i 1864 deltog han selv i slaget ved Helgoland.