Thorvald Niss
En markvej i Vendsyssel, 1876
Olie på lærred, 39 x 61 cm.
Inventarnummer: 0130NMK
Erhvervet før 1904. Overdraget til museet i 1908
Thorvald Niss var dybt optaget af det jyske landskab og dets mangfoldighed. Han søgte til Skagens kyst og den jyske hede, hvor den danske natur viste sig fra sin barske, men også storslåede side. I dette landskabsmotiv har han gengivet en panoramisk udsigt over det jyske hedelandskab i Vendsyssel. Under den blå himmel tårner lyngbakker sig majestætisk op, mens en bred markvej snor sig gennem heden. På den højeste bakke står en mand og skuer ud over den vidtstrakte hede, mens hans køer har samlet sig på vejen. Thorvald Niss har søgt at indfange indbegrebet af jysk natur ved at fremhæve den tørre hedes karakteristiske matte farver og bakkede former. Samtidig fremstår motivet som et øjebliksbillede fra den jyske almues hverdag på heden.
Thorvald (Simeon) Niss (1842-1905)
Thorvald Niss arbejdede under og efter sin studietid på Kunstakademiet som dekorationsmaler på Den Kgl. Porcelænsfabrik i 1862-1877. Fra slutningen af 1870’erne arbejdede han også i maleren Otto Baches atelier, hvor en større frihed satte ind i hans landskabs- og naturstudier, og en inspiration fra det senromantiske franske landskabsmaleri ses i melankolske malerier af efterår og af vinterens sneklædte veje og gærder.
Fra 1887 blev Niss en del af kunstnerkolonien af skagensmalere og nåede et nyt, selvstændigt udtryk i sine marinebilleder, hvor han arbejdede med at omsætte sydens lys til danske forhold. Niss udførte også en række raderinger, hvor naturens drama afsættes som kraftfulde streger.