Martinus Rørbye
En siddende nubier, Rom, 1839
Olie på lærred, 75 x 61 cm.
Inventarnummer: 0209NMK
Erhvervet for midler af testamentarisk arv fra direktør Per Vilhelm & Mygge Kolbing-Nielsen med tilskud fra Kulturstyrelsen og Ny Carlsbergfondet, 2012
Rørbye havde en stor interesse for fremmedartede motiver, som han havde rig mulighed for at opspore på sine rejser rundt i verden. Det er karakteristisk for Rørbye, at han gengav, hvad han så med næsten etnografisk nøjagtighed. Dette usædvanlige portræt af en nubier tilhører denne motivgruppe, men har samtidig noget anderledes intimt over sig. Rørbye mødte ham i Rom i 1839 og fik straks lyst til at male ham. Senere gentog han maleriet hele to gange, hvilket vidner om hans åbenlyse fascination af manden, som han har skildret med varm indlevelse og sympati. At manden ryger en cigaret bidrager til motivets eksotiske karakter, da hvide cigaretter på den tid, billedet er malet, endnu ikke var blevet almindelige.
Martinus Rørbye (1803-1848)
Rørbye blev født ind i en dansk embedsfamilie i Norge, men flyttede som barn med familien til Danmark. Han var akademiuddannet under C.W. Eckersberg, fra hvem han videreførte den saglige og virkelighedsnære holdning til motiverne. Rørbye var rejselysten og rejste længere omkring end nogen anden af de danske guldalderkunstnere. Blandt andet var han i Norge, Frankrig, Italien, Grækenland og Tyrkiet, hvor han udførte talrige penne- og olieskitser foran motiverne til senere brug i malerier. I 1844 blev Rørbye professor på Kunstakademiet, men døde fire år senere af sygdom.