Martinus Rørbye
Portræt af maleren C. A. Lorentzen, 1827
Olie på lærred, 95 x 77 cm.
Inventarnummer: 0218NMK
Erhvervet for midler af testamentarisk arv fra direktør Per Vilhelm & Mygge Kolbing-Nielsen med tilskud fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, 2016
Christian August Lorentzen (1749-1828) blev professor på Kunstakademiet i København efter Jens Juel i 1803. Det er samme år som Lorentzens senere elev Martinus Rørbye (1803-1848) blev født.
Rørbye begyndte på Kunstakademiet i 1819 og malede i 1827 portrættet af den gamle professor, som døde året efter. Maleriet blev udstillet på Charlottenborg i 1828 og fik megen ros fra én af tidens smagsdommere, kunsthistorikeren N.L. Høyen, der ellers kunne være meget kras i sin kritik. Høyen skrev bl.a.: ”den gamle, venlige Mand sidder ret saa lykkelig foran sit Staffeli, rundt om omgivet af Kunstværker. Det synes, som om Noget pludseligen havde draget hans Opmærksomhed fra Arbejdet, og som om han nu ikke saa meget ser hen paa en bestemt Gjenstand, som meget mere er hensunken i Betragtninger over det Sete; men herved er der indtraadt en fuldkommen Hvile fra Arbejdet, og denne Ro i hele Legemet, mens et indre Liv Glimter i Øjet, er ypperlig udtalt. Man kan ikke blive kjed af at se paa dette Stykke”.
Høyen har ret, man bliver ikke ked af at se på dette portræt. Professoren er skildret i sit atelier på Charlottenborg, og det er et meget indlevet portræt. Den gamle kunstner sidder som faldet i staver, med brillerne oppe i panden, fordybet i egne tanker. Hvad tænker han på, er han træt? Han var på vej mod de 80 år, og både han og hunden længes måske efter evig hvile? Med Lorentzens død forsvandt en af repræsentanterne for det gamle Kunstakademi, og hans yngre kollega C.W. Eckersberg, der også blev lærer for Rørbye, kom til at tegne de nye tider inden for kunsten.
Martinus Rørbye (1803-1848)
Rørbye blev født ind i en dansk embedsfamilie i Norge, men flyttede som barn med familien til Danmark. Han var akademiuddannet under C.W. Eckersberg, fra hvem han videreførte den saglige og virkelighedsnære holdning til motiverne. Rørbye var rejselysten og rejste længere omkring end nogen anden af de danske guldalderkunstnere. Blandt andet var han i Norge, Frankrig, Italien, Grækenland og Tyrkiet, hvor han udførte talrige penne- og olieskitser foran motiverne til senere brug i malerier. I 1844 blev Rørbye professor på Kunstakademiet, men døde fire år senere af sygdom.
