Jan Steen
Værtshusscene, u.å.
Olie på træ, 55 x 67 cm.
Inventarnummer: 0055NMK
Overdraget, 1908
Indenfor i det dunkle værtshus er en gruppe mennesker samlet. Rundt om bordet sidder en bonde, en soldat, der løfter sit glas højt i vejret, og en trind, ung kvinde klædt i en grøn kofte kantet med skind. Ved siden af bordet står værtinden med tunge, ludende skuldre og tager imod penge fra en lavstammet bonde med en høne i et bur, som han bærer over skulderen. De trinde, plumpe figurtyper med store hoveder og små, udtryksfulde ansigter er karakteristiske for Jan Steens genrebilleder med motiver fra hjemlige interiører, eller som her kro- og værtshusscener. Maleriet rummer en høj grad af detaljerealisme, som for eksempel gengivelsen af glasset og glasflasken, skeen, piben og violinen på muren bag figurerne. På muren over bonden med hønen i bur har kunstneren signeret maleriet ”Steen”.
Jan Steen (1626–1679)
Jan Steen var elev af maleren Jan van Goyen og en af de betydeligste bidragsydere til det karakteristiske folkelivs- og genremaleri, der opstod i Holland i 1600-tallet. Kernen af hans værk udgøres således af motiver med scener fra hverdagslivet i Hollands nederste og mellemste samfundslag, oftest livligt rodede kroscener og tumultariske familiesammenkomster. Jan Steen havde motiverne lige ved hånden, da han i perioder også ernærede sig som kroejer. Det fortællende og iscenesættende aspekt samt en humoristisk tone med en bagvedliggende streng moralsk pointe er træk, der går igennem alle kunstnerens malerier.