"Udstillingens coup de grâce, hvad angår mælk i kaffen og bøf til aftensmad, er den forbindelse, der trækkes mellem menneskers og køers reproduktion, sundhed, overlevelse – endda seksualitet (...) Mælkeveje reducerer ikke koen til køledisk eller Disney-figur. I stedet får man lov til at gå forstyrret derfra. Gad vide, hvad køerne tænker om os?"
"Hvad har koen og kvinden til fælles?
Nivaagaards ko-show går biopolitisk til værks i ny udstilling, der blander gammel og ung kunst og forbinder fortidens romantik-ko med nutidens industri-ko."
"Udstillingen fortæller med kritisk syn, hvad man kunne kalde det moderne landbrugs ”ko-historie”, så den har også et klart didaktisk aspekt ved siden af mange både kritiske og æstetisk æggende kunstværker fra renæssancen op til den spritnye samtidskunst."
Legende kalve, uskyldige malkepiger - og klimasyndige bøffer… Til sommer fejres koen og dens vigtige plads i dansk kunst- og kulturhistorie, når Nivaagaards Malerisamling den 29. juni åbner dørene til udstillingen 'Mælkeveje – koen i kunst og kultur' og familieværkstedet MUUH! i hele sommerferien.
Koens stærke symbolværdi i den danske fortælling er under stærk forandring. Hvad skyldes dens særlige plads i historien, og hvilken rolle kommer den til at spille fremover?
Fra at være urmoder i nordisk mytologi og nationalsymbol i guldalderen til nu at være centrum for debatter om metanudledninger, mejeriproduktion og dyrevelfærd udfoldes koen og dens betydning for fortællingen om Danmark som landbrugsland og dansk identitet i udstillingen Mælkeveje - koen i kunst og kultur.
Særudstillingen viderefører museets interesse for relationen mellem ude og inde, kunst og natur - og lader samtidskunst af bl.a. Allan Otte, Lea Porsager, Torben Ribe, Magnus Andersen, Mie Edelgart, Michala Paludan og Kåre Frang gå i sanselig dialog med 500 års værker fra Malerisamlingen, når koen bliver omdrejningspunkt for temaer som køn, klima, forbrug og identitet.
Hele sommerferien inviterer familieværkstedet MUUH! indenfor til et kreativt univers med skønne materialer og en huskunstner ved bordet, der guider børn og voksne til at skabe egne værker og fortællinger om den højt elskede og omstridte ko.
På marken bag Nivaagaards Park kan gæsterne også opleve frilandskøer udsat til naturpleje i det historiske og naturrige landskab.
Når det danske landbrug de senere år er blevet centrum for diskussioner om metanudledning og klimaafgifter, er det især koen, der pryder avisernes forsider. Koen har ellers været et af vores højest skattede husdyr og er helt centralt placeret i fortællinger om danskhed.
I den nordiske mytologi er koen Audhumbla en slags urmoder, og Gefionmyten fortæller, at Sjælland blev pløjet ud af Skåne af en gudinde og hendes fire sønner, forvandlet til okser. I den danske guldalder og generationerne efter kom romantiske malerier af køer i høj kurs, og i årtier var koen ophav til Danmarks største eksportvare, smør.
Da Folketingssalen skulle dekoreres i 1949, blev det med Olaf Rudes store malerier med græssende kreaturer under egetræer. Men siden er den danske kvægbestand halveret, og i kommuner stoppes skolemælksordninger og servering af oksekød i offentligt regi af klimahensyn. De senere år har flere danske kunstnere derfor også brugt koen og dens afledte produkter som udgangspunkt for udforskninger af dansk industrilandbrug, dets miljøkonsekvenser og samtidens forbrugs- og madkulturer.
Samtidskunsten i udstillingen byder på værker af Allan Otte (f. 1978), Helle Hee Degaardt (f. 1967), Peter Stuhr (f. 1951), Maria Thorsen (f. 1943), Søren Aagaard (f. 1980), Magnus Andersen (f. 1987), Theodor Nymark (f. 1997) og Kåre Frang (f. 1992) samt nye værker skabt særligt til udstillingen af Torben Ribe (f. 1978) og tilpasset eller versioneret eksisterende værker af bl.a. Lea Porsager (f. 1981), Michala Paludan (f. 1983) og Mia Edelgart (f. 1984).
Porsager har i flere år arbejdet med de ko-vandsenge, som indendørs malkekøer skal have adgang til, og som simulerer blødheden fra en eng. Porsagers værk Erasure Beds + drooping horns (2023) installeres, så besøgende kan røre og sidde på ko-vandsengene. I en anden del af udstillingen viser Porsager også det nye værk MOOOOOOOO, som bl.a. indeholder et feministisk kampråb for fremtidens køer.
Paludan samler i den smukke installation Udvortes/indvortes danske planter, der er blevet brugt i forbindelse med graviditet, fødsler, amning, aborter mm. De samme remedier blev typisk brugt til både mennesker og køer, f.eks. til at stimulere mælkeproduktionen, og danner dermed et tværartsligt fælles urteapotek. Paludan installerer værket i en ny version med friske urter og blomster, der vil bringe duftende dansk natur ind i salene.
Samtidsværkerne sættes i dialog med klassiske værker af bl.a. Claude Lorrain, Lorenz Frølich, J. F. Willumsen, Theodor Philipsen, J. Th. Lundbye, Christen Købke, Oluf Høst m.fl., samt en række historiske og aktuelle materialer. Disse inkluderer bl.a. gamle filmklip, mælkereklamer og genstande fra nutidens industrilandbrug udlånt af Landbohøjskolen.
LandbrugsAvisen
”Køerne har været med i kunsten i mange århundreder og kunsten viser, hvilket forhold, man har haft til køerne (…) I mange århundreder var køer noget positivt i kunsten, men ligesom kritikken af kvægbruget har vundet frem i debatten, har kunstnerne også i nyere tid lavet kritiske værker med køer…”
"Særudstillingen italesætter koens symbolværdi, og hvordan den er gået fra at være central i skabelsesberetningen i nordisk mytologi, et nationalsymbol i guldalderen og til at være omdrejningspunktet for nutidens diskussioner om klima, mejeriproduktion og dyrevelfærd. Man går endda så langt som at vise, hvad koen og kvinden har til fælles, og hvilke rettigheder koen har i dag."
Sydsvenskan
"Var hör kossor, kalvar och tjurar hemma? Ja, inte i en helautomatisk mjölkningskarusell iallafall. En dansk utställning om kon i konsten och kulturen väcker frågan om kons existens (...) I massproduktionens och överkonsumtionens apokalyptiske tidevarv måste korna blive färre, men friara. De måste få komma ut ur ladugårdarna och få samexistera med sin rätte plats."
Skuespiller Bodil Jørgensen gav fortryllende liv til den smukke og nøje udvalgte fortælling om 'Ane og Koen' fra Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier til ferniseringen af 'Mælkeveje - koen i kunst og kultur' fredag den 28. juni.
I skolernes sommerferie lørdag den 29. juni - søndag den 11. august var der hver dag i museets åbningstid fri adgang til det kreative værksted MUUH!
Her skabte børn og voksne deres egne tekstilcollager med ko-skabeloner, saks og lim, nål og tråd. Foruden udstillingens mange værker med koen i centrum, kunne de kreative sjæle lade sig inspirere af de gamle mejerireklamer, som hang i værkstedet. Der var bogstaver, som kunne sys og limes på, så egne budskaber om den følsomme, drøvtyggende og til tider udskældte ko kunne frembringes.
I sommeren 2023 tilbragte sommergæsterne timer i det kreative værksted under særudstillingen Alfons Åberg på museum, og på samme måde har sommerværkstedet MUUH! hele sommerferien summet af kreativitet, fordybelse og hygge for både børn og voksne. De ophængte tørresnorre til gæsternes kreationer bugnede i slutningen af sommerferien af de mest vidunderlige ko-kunstværker og vidner om de mange besøgende, som lagde vejen forbi i løbet af sommeren.
Værkstedet blev udviklet i samarbejde med kunstner Sisse Hoffmann og var hver dag bemandet med en kreativ vejleder kl. 11-14.
Tak til gæster i alle aldre, der besøgte muuhseet!